Mit opdræt

Mht. Mit opdræt går jeg meget op i at få sat de rigtige forældredyr sammen, så de supplerer hinanden bedst muligt.

Jeg tog DKKs opdrætteruddannelse i år 2004. Siden har jeg også taget DKKs hundeholderuddannelse. Jeg har deltaget i seminarer omkring hundeadfærd, hundemassage, reproduktion hos hunde samt seminarer omkring fodring af bla store/gigant racer.

Sundhed både mentalt og fysisk betyder rigtig meget, men en broholmer skal også ligne en broholmer og ikke hverken en stor labrador eller en engelsk mastif.

Jeg stiller derfor også nogen krav til mine hvalpekøbere.

Dels vil jeg møde jer og snakke med jer inden jeg lover jer en hvalp.

Af hensyn til racen og mit fremtidige opdræt ønsker jeg også at hvalpene fra mit opdræt bliver røntgenfotograferet i hofter, albuer og skuldre (HD, AD og OCD) når de er fyldt 18 måneder.

Jeg ønsker ligeledes, at alle hvalpe herfra bliver hjertescannet ved en af EKKOgruppens dyrlæger og resultatet registreret i Broholmerselskabet.

En del af prisen I betaler for hvalpen går til forudbetaling for deltagelse i hhv. Mentalbeskrivelse og exteriørbedømmelse, som jeg også ønsker at hunden deltager i. Evt. andre avlsbedømmelsesarrangementer arrangeret af Broholmerselskabet skal hunden også deltage i, uanset om I ønsker, at jeres hund skal indgå i avlsarbejdet. Dette skyldes, at det er vigtigt for mit fremtidige opdræt og for racen som helhed.

Jeg forlanger også at en hvalp herfra bliver forsikret ud over den lovpligtige ansvarsforsikring i mindst to år med en sygeforsikring og en livsforsikring. Det er ikke fordi jeg forventer de kommer i brug, for så ville jeg selvfølgelig ikke have sat de pågældende to forældredyr sammen, men fordi jeg ved (bla af egen erfaring) at begge forsikringer er gode at have hvis der sker noget.

Alle mine hvalpe bliver solgt som familiehunde. Dette uanset om folk har eller får lyst til at udstille eller avle. Det er sjældent muligt, at vurdere en 7-8 ugers hvalp om den har potentiale til udstilling eller avl.

Alle mine hvalpe er født og opvokset i vores hjem, hvor de er med i vores dagligdag med lyde og indtryk.

Hvis I på et tidspunkt, af en eller anden grund, ikke kan beholde hunden, vil jeg enten tage hunden retur eller være medbestemmende i, hvor hunden skal være fremover.

I får mulighed for, at prioritere hvilke hvalpe, I er mest interesserede i, men jeg står for den endelige udvælgelse. Det er derfor vigtigt, at I er åbne om hvad I forventer og kan tilbyde hvalpen.

Vi forventer at vores hvalpekøbere udviser interesse fra de er godkendt som køber og besøger hvalpene mindst 2 gange inden de flytter hjemmefra.

Når i køber en hvalp fra os, forpligter I jer til at oplyse os og Broholmerselskabet om evt sygdomme, allergier og lignende. Dette er vigtigt både for vores avlsarbejde og for racen som helhed.

Hvis jeres Broholmer bliver godkendt til avl, ser vi gerne, at I stiller den til rådighed for avlsarbejdet. Vi forventer at I spørger os og eller Broholmerselskabets avlsudvalg til råds. Vi stiller gerne op og hjælper med det praktiske hvis I når så langt :-)

Hvad følger hvalpen I køber:

En hvalp, der er sundhedstjekket ved dyrlægen. Selvfølgelig med sundhedsbog.

Hvis I ønsker det - eller den skal til udlandet - medfølger også et hundepas.

Hvalpen har fået ormekur 2-3 gange i dens første 8 uger.

Den er chipmærket og den er stambogsført i DKK. Stambogen skal følge med hunden ved overdragelse.

Der underskrives - af begge parter - en DKK købsaftale samt en tillægsaftale udarbejdet af Broholmerselskabet. I disse købsaftaler fremgår at hunden er en familiehund og at jeg ønsker hunden retur ved evt nyt ejerskifte.

Jeg sammensætter en hvalpepakke med bla foder til mindst en uge, halsbånd og legetøj/ting som lugter af mor og søskende.

I får mulighed for at købe en sæk foder på 18-20 kg til favorabel pris.

I får noget læsestof med nyttige oplysninger til nye hvalpeejere. 

En pasnings- og fodringsvejledning.

I får en livslang hotline til mig.

Jeg laver en facebookside, som er beregnet til DETTE kuld. Det betyder at gruppen er for jer som hvalpekøbere, os som opdrættere samt hanhundens ejere. De ønsker jo også at følge med :-)

__________________________________

Luna blev parret med Tormod i efteråret 2019. Scanning 30/9 viste mindst 9 hvalpe. Fødsel 2/11. 11 hvalpe født 2/11 - men 2 dødfædte - 5H/4T - alle er forlængst afsat og rejst til deres nye hjem.

__________________________________

Luna blev parret med Skjold forår 2020. Scanning har vist hvalpe på vej. Efter en vanskelig fødsel, som endte i kejsersnit, 2 dødfødte hvalpe fik vi 4 hvalpe 12/6-2020. 2 af disse hvalpe blev syge og måtte aflives. Efterfølgende DNA tests viste desværre ikke hvad årsagen var, men udelukkede et par alvorlige og arvelige sygdomme med lignende symptomer.

__________________________________

Jeg blev spurgt da vi lavede nr 2 kuld på Luna: Har vi brugt samme hanhund igen? Nej, det har vi ikke. Det ville være i strid med både mine egne og Broholmerselskabets anbefalinger. Det er der flere grunde til.

Dels er der nu 9 hvalpe i kombinationen med Luna og Tormod.

Dels er det kuld endnu så unge, at det ikke er muligt endnu at vurdere om kombinationen måske giver sygdom, nedarver dårlig sundhed eller er problembehæftet på anden vis.

Derfor valgte vi 2. gang Skjold på 6 år. Han har ikke tidligere været brugt i avl. Han er ikke nært beslægtet med hverken Luna eller Tormod, som vi brugte sidst.

Begge kombinationer af hanhunde er nøje gennemtænkt og vurderet. Både Tormod og Skjold er hver for sig valgt pga god sundhed, god mentalitet og specielt også deres gode og maskuline hoveder, som jeg synes mangler i nogen grene indenfor racen.

Man kan diskutere om det så ikke ville være bedst at vente med at lave et kuld mere til det første kuld er gennemgået med både røntgen, mentalbeskrivelse, exteriørbedømmelse og udstilling.

Men i så fald skulle man vente i over 2 år.

I praksis vil det så måske kun være muligt at lave et kuld på en tæve, da hun muligvis ville blive for gammel til at få et kuld mere.

Derfor gør man ofte det at man laver 2 kuld og ser hvordan begge disse kuld udvikler sig - inden man evt. laver endnu et kuld.

Det er specielt vigtigt for hanhundene, at man holder en avlspause, da disse har mulighed for at lave mange kuld og hvalpe på kort tid og inden man finder ud af om hvalpene nedarver problemer fra forældrene.

Del siden